Mennesker: 33-årige Katrine Christensen passer løver, tigre, isbjørne og andre rovdyr i Aalborg Zoo. Mød hende her

AALBORG: Katrine Christensen er født og opvokset i Sønderborg men flyttede som 19-årig til Australien, hvor hun i et år arbejdede på en kvægfarm. Hun blev efterfølgende uddannet dyrepasser i Knowsley Safari Park i England og Odense Zoo. I 2014 blev hun ansat som rovdyrpasser i Aalborg Zoo

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

For mig er Aalborg byen, hvor drømmen gik i opfyldelse. I Aalborg har jeg ikke bare mit absolutte drømmejob, men selve byen er bare et fantastisk sted at bo. Den har alt, hvad hjertet begærer - lige fra smuk natur til et fantastisk kulturliv og rig mulighed for at komme ud og være sammen med venner og familie i dejlige omgivelser. Jeg er opvokset i Jylland og er stolt af at være jyde, så at kunne kalde Aalborg min hjemby er noget, jeg bestemt sætter pris på. Nordjyder er et dejligt folkefærd, og Aalborg er en by, jeg stortrives i.

Susanne Justsen
- For mig har Aalborg Zoo budt på alt, hvad jeg kunne ønske mig - en hverdag med fantastiske dyr og mennesker, siger Katrine Christensen. Foto: Henrik Louis

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Zoo har selvfølgelig en helt særlig plads i mit hjerte. Men jeg holder også af at færdes langs med og på fjorden. Min kæreste og jeg benytter gerne vores kajakker og paddleboards til at udnytte fjordens fulde potentiale, og så elsker vi at tage til Aalborg Street Food, hvis vi vil ud og hygge og slappe af med lidt god mad. Vi venter pt vores første barn, og af alle de steder jeg har boet i forbindelse med min karriere, så er jeg virkelig glad for, at Aalborg er blevet stedet, hvor jeg har slået mine rødder i jorden og nu starter min egen lille familie.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Som tilflytter til Aalborg har jeg fået mange nye mennesker ind i mit liv. Det er alt fra kollegaer, venner og ikke mindst min kæreste og hans familie. Men faktisk også mange af zoos stamgæster. Det er altid virkelig hyggeligt, når man render ind i nogle af dem. Det er nogle dejlige mennesker, som er med til at berige min arbejdsdag. Vi havde en ældre herre, der besøgte zoo hver eneste dag, og da han sidste år gik bort, var det nærmest som at miste en bedsteforælder.

Susanne Justsen
- Aalborg Zoo er så meget mere end bare en arbejdsplads for mig. Her har jeg kollegaer, der er som familie for mig, og mit arbejde med dyrene er en stor del af min identitet, siger Katrine Christensen. Foto: Henrik Louis

Hvad betyder Aalborg Zoo for dig?

Aalborg Zoo er så meget mere end bare en arbejdsplads for mig. Her har jeg kollegaer, der er som familie for mig, og mit arbejde med dyrene er en stor del af min identitet. Jeg føler, jeg kan gøre en forskel både for dyrene, men også for gæsterne som jeg møder på min dag. Det er fantastisk at sende folk videre med fornyet forståelse for naturen, som forhåbentligt giver dem lyst til at hjælpe os med at passe på den.

For mig er mit arbejde ikke bare et arbejde. At passe dyrene er på mange måder også som en hobby. Selvom jeg gennem min karriere har passet mange forskellige arter, så er jeg endt hos rovdyrene. De sørger for, at min hverdag aldrig er kedelig og forudsigelig. Rovdyrene er for mig spændende og udfordrende at arbejde med. De kræver, at jeg virkelig er til stede i min hverdag med dem, da sikkerhed jo betyder alt. Specielt hos isbjørnene kræver det, man altid er på dupperne, da de til forskel fra for eksempel løverne og tigrene er en mere tænkende art. De regner hurtigere ting ud og kan være ret snu. Specielt vores to isbjørneunger, der dagligt render og laver ballade, er virkelig et par tidsrøvere. De tumler altid rundt, og de har allerede nu hver deres personlighed, som gør det sjovt at stå og observere. Den ene vil for eksempel ikke altid i vandet, hvis jeg har smidt mad deri til dem, så den gør alt, hvad den kan, for at få fat på maden uden at få våde poter. Det lykkes sjældent, så den ender altid i baljen i sidste ende.

For mig har Aalborg Zoo budt på alt, hvad jeg kunne ønske mig - en hverdag med fantastiske dyr og mennesker.

Susanne Justsen
Katrine Christensen er uddannet dyrepasser i Knowsley Safari Park i England og Odense Zoo. Foto: Henrik Louis

Hvordan har det været i Aalborg Zoo under corona-nedlukningen?

Under corona-nedlukningen har jeg virkelig skullet vænne mig til ikke at have mennesker omkring mig. Rovdyrafdelingen inkluderer en del formidling, så det var underligt, at haven pludselig var så stille. Endnu mere så, fordi os ansatte også skulle holde afstand til hinanden. Jeg har altid værdsat mit arbejde, men i denne tid har jeg virkelig nydt at have dyrene at passe på. På den måde var der stadig liv omkring mig, og da jobbet kræver, man er fysisk aktiv, var det også et privilegium at kunne være udenfor og bevæge sig.

Jeg er blevet spurgt af flere, om dyrene har vist ændret adfærd, efter vi lukkede ned, og der pludselig ikke stod gæster foran dem hver dag. Dertil må jeg svare, at lige netop de dyr, jeg har ansvaret for, har været upåvirkede, men det bliver spændende at se, hvordan de reagerer, nu når vi får lov til at åbne igen. Specielt isbjørneungerne, som kun nåede at opleve gæster på den anden side af ruden i et par uger, før vi lukkede. De kommer gerne hen og leger med mig gennem ruden men kan også hurtigt få benene på nakken, hvis de bliver usikre. Deres nysgerrighed overvinder dog ofte deres forsigtighed, så når gæsterne vender tilbage, tror jeg ikke, der går lang tid, før de også interagerer med dem ved ruderne.

Susanne Justsen
Katrine Christensen blev ansat som rovdyrpasser i Aalborg Zoo i 2014. Foto: Henrik Louis

Hvordan er det at arbejde et sted, der betyder meget for mange aalborgensere?

Jeg har altid haft fornemmelsen af, at aalborgenserne er stolte af deres zoo. Hvis jeg er ude og handle iført min uniform, så oplever jeg gerne, folk smiler til mig og børn, der hvisker til deres forældre “Se! Hun er dyrepasser!”, og det opfatter jeg som, at folk er glade for zoo.

Jeg blev dog virkelig også imponeret over folk omkring os, da jeg så hvilken stor opbakning, de har givet os i denne svære tid med corona og nedlukning af zoo. Alle de donationer og venlige ord, vi har modtaget, har været så utrolig værdsat. Det har givet håb i en usikker tid. Nu kan vi igen tage imod alle de glade gæster og vise dem, hvor taknemmelige vi er for deres støtte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...